Spring til indholdet
Frivillig i Dansk Flygtningehjælp
Bliv frivillig

MIDLERTIDIGHED

Hvordan er det ikke at vide, om man kan blive i det land, man er flygtet til? Hvordan er det at frygte for sine børns fremtid? Hvordan er et liv i midlertidighed? Det er nogle af de spørgsmål, som fotofortællingen MIDLERTIDIGHED kaster lys over.

Om fortællingen

Denne fortælling er blevet til på baggrund af fotoudstillingen MIDLERTIDIGHED, som vises flere steder i landet i den kommende tid. Her på siden kan du opleve udvalgte billeder og historierne fra udstillingen online.

De medvirkende er flygtet fra forskellige dele af verden i håbet om at opnå beskyttelse, tryghed og en bedre fremtid.

Fælles er, at de alle oplever eller har oplevet en tilværelse præget af midlertidighed og de mange bekymringer, der følger med. Fotoudstillingen er en fortælling om afmagt og uvished, men også – og måske endnu mere – om indre styrke, modstandskraft og drømme.

 

Foto: Ida Guldbæk Arentsen 
Tekst: Sara Nora Koust

Ashkan portræt

Ashkan

22 år, flygtet fra Iran

Det værste, man kan gøre ved et menneske, er at sætte dem et sted, og sige 'okay, du skal vente, og vi ved ikke hvor længe'.

Ashkan

I et lille værelse ud mod en solrig gård sidder den unge Ashkan og lytter til jazz fra en pladespiller omgivet af flyttekasser, køkkenudstyr og en køjeseng i metal. Han befinder sig på Asyl Center Hviding syd for Ribe, hvor han venter svar på, om han kan blive i Danmark. Det er ikke første gang, at Ashkan går en uvis fremtid i møde.

Som blot 16-årig flygtede han sammen med sin bror fra Iran og endte i Danmark, men fik efter to år afslag på sin opholdstilladelse. Han måtte derfor flytte til Udrejsecenter Kærshovedgård for afviste asylansøgere, hvor han endte med at tilbringe de næste 3,5 år.

"Det føles som om, at man har spildt sin tid og ungdom. Fra 18 til 22 er nok de bedste år, man har. Det er der, hvor man skal finde ud af, hvem man skal være, hvad man skal stå for, og hvordan ens fremtid skal se ud. I den tid har jeg bare siddet på Kærshovedgård – et sted hvor man ikke må arbejde, ikke må læse, man må ingenting. Det føles spildt," siger Ashkan.

Ashkan bog

Efter at have fået genoptaget sin sag om opholdstilladelse, er Ashkan flyttet tilbage til Asyl Center Hviding, hvor han også tilbragte sin første tid i Danmark. Nu bor hans forældre på den anden side af gården få meter væk, efter de kom til landet for cirka halvandet år siden.

Ashkan køjeseng

I dag er Ashkan i praktik som livredder i Ribe Svømmehal. Han drømmer om at læse psykologi eller til socialrådgiver. Dog overskygger uvisheden hans fremtidsplaner og skaber en konstant følelse af stress og uro. Derfor er et stabilt liv nu blevet hans største ønske.

"Min drøm, siden jeg kom til Danmark, har været at få et liv med stabilitet og ingen stress. Det er måske lidt for optimistisk med ingen stress, der kommer altid til at være stress. Men bare det, at man kan sove godt om natten og lade være med at tænke på, hvad der kommer til at ske."

Ashkan venter fortsat på svar fra Flygtningenævnet.

Ashkan Alexandra portræt

Alexandra

23 år, flygtet fra Ukraine

"Man prøver mentalt at planlægge noget, men man har stadig i bagtankerne, at i morgen kan alt ændre sig."

Alexandra

I september 2022 flygtede Alexandra i bil fra de russiske styrker, der havde omringet byen Mariupol i det østlige Ukraine. I bilen sad også hendes veninde, venindens kæreste, en hund og tre efterladte kattekillinger, som Alexandra havde reddet op af en container i Mariupol.

I Danmark blev Alexandra modtaget med åbne arme af både danskere og ukrainere, som hjalp hende med at etablere en ny tilværelse. Tanken om at vende hjem virker for Alexandra ikke som et realistisk scenarie de næste mange år.

“Der er mange mennesker fra det østlige område i Ukraine, som ikke har noget sted at vende tilbage til,” siger Alexandra om de massive ødelæggelser i hjembyen Mariupol.

Alexandras sofa

Særloven for fordrevne ukrainere er blevet forlænget til marts 2025. Derefter er det usikkert, hvad der kommer til at ske med Alexandras opholdstilladelse. Den uvisse situation gør, at det er svært at lægge planer for sit ungdomsliv, fortæller Alexandra, som lige nu har et rengøringsjob for at tjene til huslejen.

”Man prøver mentalt at planlægge noget, men man har stadig i bagtankerne, at i morgen kan alt ændre sig.”

Men én ting kan hun se frem til i den kommende tid.

Hun peger på køleskabet i det lille værelse, hvor der hænger en serie af scanningsbilleder. Til juli venter Alexandra et barn, som hun glæder sig til at bringe til verden og opdrage sammen med sin kæreste. Og hun håber, at det kan blive i Danmark.

Alexandra køleskab

Til juli venter Alexandra et barn, som hun glæder sig til at bringe til verden og opdrage sammen med sin kæreste. Og hun håber, at det kan blive i Danmark

Alexandra Elias

Elias

38 år, flygtet fra Eritrea

Man er hele tiden i beredskabstilstand. Livet bliver påvirket af den midlertidige situation, og man fokuserer ikke på det egentlige liv.

Elias

"Det er så mange år, at man bliver ødelagt. Hvis man skal opnå permanent opholdstilladelse, skal man hele tiden være på vagt – jeg tænker, at jeg skal ikke have hjælp fra kommunen, jeg skal ikke have gæld til staten. Man er hele tiden i beredskabstilstand. Livet bliver påvirket af den midlertidige situation, og man fokuserer ikke på det egentlige liv. Hvornår skal jeg bare leve mit liv?” siger Elias.

Det er nu lidt over 10 år siden, at Elias flygtede fra diktaturet i Eritrea og begav sig ud på en risikofyldt rute gennem ørkensand og Middelhavets høje bølger, hvor mange flygtninge har mistet livet gennem tiden. Elias var en af dem, der nåede frem til Europa i god behold.

Men ankomsten til et langt mere sikkert land var ikke enden på Elias’ kamp – han arbejder stadig hårdt for at opnå et stabilt liv. Elias ønsker at bidrage til det danske samfund og arbejder på Bispebjerg Hospital som social- og sundhedsassistent, mens han er i gang med at videreuddanne sig til sygeplejerske. Men for Elias er der flere bekymringer end hos de fleste studerende.

Hvert andet år skal han søge om forlængelse af opholdstilladelsen, og særligt når ansøgningsfristen nærmer sig, bliver han urolig og utilpas.

"Jeg tænker, 'åh, jeg skal skynde mig at søge. Jeg skal sende den til arbejdet, jeg skal sende den til skolen, til den ene, til den anden og til den tredje'. Det sidder i baghovedet som en frygt, næsten som PTSD," siger Elias og fortsætter:

"Det er som et sår, der bliver pillet ved hvert andet år. Det får aldrig lov at hele."

Efter et årti i Danmark føler Elias, at han stadig bliver stemplet som fremmed. Ikke bare på grund af titlen på sit pas, men også i de høje krav, der bliver stillet for at sikre sin opholdstilladelse. Elias er derfor bange for at træde ved siden af og bruger meget energi på at overveje, hvordan han hele tiden kan gøre det bedre. Det tager fokus fra at leve i nuet. Alt, hvad han har brug for, er længere fremtidsudsigter i Danmark, så han kan lade såret hele og fortsætte med at bygge det trygge og gode liv, han ønsker for sig selv, sin kæreste og sine to små børn.

Elias Rena og Laila

Renas og Laila

begge 35 år, flygtet fra Syrien

Med permanent opholdstilladelse ville vi kunne sove trygt, og vi ville blive så glade, hvis vi ikke længere skulle være bange for at blive sendt tilbage

Renas

Når nyhederne i radioen fortæller om endnu en syrisk familie, der har fået inddraget deres ophold, vækker det stor nervøsitet hos Renas. Sammen med sin kone Laila og deres fælles børn flygtede de for otte år siden fra krigen i Syrien. I al den tid har familien levet med midlertidig opholdstilladelse – et vilkår, der giver anledning til daglige bekymringer hos parret. De har nemlig skabt sig et trygt hjem i Holbæk, som de er skrækslagne for at miste.

"Hverdagen i Danmark er rigtig god. Min mand arbejder, og mine børn går i skole. Vi har mad, vi har elektricitet, vi har et hjem. Vi er glade," siger Laila.

Starten i et nyt land, hvor sproget var svært og kulturen helt anderledes, var udfordrende, men familien fik hjælp til at falde til, især af ægteparret Inga og Flemming, der er frivillige gennem Røde Kors. I dag betragter Renas og Lailas børn Inga og Flemming som deres bedsteforældre. Derfor var det også en stor sorg, da Flemming gik bort i december. Mindet om ham lever videre i deres søn på seks år, som er blevet opkaldt efter ham.

Sommerfugle

I Danmark er Renas blevet udlært cykelmekaniker og arbejder i dag på en aluminiumsfabrik i Tølløse. Laila ville ønske, at hun kunne bidrage til familiens økonomi i samme grad, men en diskusprolaps, som hun pådrog sig for nogle år siden, gør, at hun kun kan arbejde få timer om ugen i et fleksjob.

Arbejdsskaden og de færre timer på jobbet skaber uro hos Laila, da hun er bange for, hvad det vil betyde for hendes ophold i fremtiden. De mange bekymringer, der er forbundet med familiens uvisse fremtid, har manifesteret sig helt fysisk hos Laila.

"Jeg har meget stress, og når jeg har stress, har jeg meget kvalme, og mit hoved gør ondt," siger hun.

Rena og Leilas børn

Renas og Laila drømmer om at få permanent opholdstilladelse og en dag at få råd til at købe et hus. Men over alt andet står ønsket om at se deres børn vokse op i trygge og kendte rammer uden at skulle gennemgå endnu en stor livsomvæltning.

Del din egen historie her

Har du selv oplevet at være på flugt? Del din egen historie eller tanker her. Dit bidrag vil blive synlig her på siden efter kort tid.

Skaberne bag udstillingen

Fotoudstillingen er lavet på initiativ af fotojournalist Ida Guldbæk Arentsen, der har fotograferet, og journalist Sara Nora Koust Kejlberg, der har skrevet teksterne.

Intet var muligt uden de medvirkende, der med åbent sind og stor gæstfrihed har lukket os ind. Tak.

Om Boundary Work

Fotoudstillingen er en del af forskningsprojektet Boundary Work – den mest omfattende undersøgelse af konsekvenserne af paradigmeskiftet i dansk udlændinge- og integrationslovgivning til dato.

Projektet sætter fokus på, hvordan de ændrede vilkår påvirker flygtninge samt frivillige og sagsbehandlere, som hjælper flygtninge med at finde fodfæste i Danmark.

Med paradigmeskiftet og andre ændringer i dansk udlændinge- og integrationslovgivning i perioden 2015-2019 er årtiers fokus på integration afløst af et mål om øget selvforsørgelse og midlertidigt ophold for flygtninge i Danmark.

Nye tiltag fulgte, såsom skærpede krav til permanent ophold og en ny midlertidig beskyttelsesstatus, hvor opholdstilladelser kan inddrages, også selv om ændringerne i hjemlandet ikke er “fundamentale, stabile og varige”.

Generelt blev udlændingemyndighedernes mulighed for at inddrage eller nægte forlængelse af opholdstilladelser styrket gennem lovændringerne. I modsætning til tidligere gives alle former for asyl nu med henblik på midlertidigt ophold, og de fleste flygtninge kan først søge om permanent ophold efter minimum otte år i Danmark.

Udlændinge- og integrationslovgivningen sætter i dag flygtninge i Danmark under øget pres og skaber en fundamental uvished, der gennemsyrer økonomiske, sociale, familiære og personlige aspekter af flygtninges hverdag.

Boundary Work er et samarbejde mellem Røde Kors, DRC Dansk Flygtningehjælp og Centre for Advanced Migration Studies (AMIS), Saxo-Instituttet, Københavns Universitet.

Boundary Work er støttet af Velux Fonden 2021-2024.

Læs mere om Boundary Work

 

Se hele udstillingen i Odense 20.-29. juni

Kom til Odense og oplev hele udstillingen med alle billeder og fortællinger i ODEON Odense.

Se praktisk information