Bliv frivillig i Livet Går Videre
Det kræver ingen særlige forudsætninger at blive frivillig netværksperson. Det vigtigste er, at du har lyst til at indgå i en ligeværdig og støttende relation. Som frivillig netværksperson støtter du dit match i kontakten med omverdenen gennem fælles sociale aktiviteter, og du får på den måde mulighed for at gøre en forskel for et andet menneske og for at skabe en relation, der er gensidigt givende for jer begge. Du kan støtte dit match med tillid og respekt ved at lytte og være nærværende. Du kan åbne døre til lokalsamfundet, hjælpe med at bryde isolation og skabe et frirum, hvor I kan få gode oplevelser sammen.
I finder sammen ud af hvor og hvornår I mødes, og rollen som frivillig netværksperson er derfor meget fleksibel. Vi forventer, at du har tid og lyst til at mødes regelmæssigt, og gerne hver eller hver anden uge i starten, så I kan lære hinanden godt at kende. Du skal kunne forpligte dig minimum et halvt år, og gerne længere.
Du vil løbende være i kontakt med en konsulent fra Dansk Flygtningehjælp, som vil støtte dig med råd, vejledning og supervision. Du får desuden mulighed for at udveksle erfaringer med andre netværkspersoner og for at komme på relevante gratis kurser i Dansk Flygtningehjælp.