Oversigt over aktiviteter

Netværksfamilier og -personer (Venner Viser Vej)

Netværksfamilier er en frivillig indsats, der giver personer med flygtninge- eller etnisk minoritetsbaggrund mulighed for at få kontakt til en person eller familie, der kan give støtte til bedre integration. Formålet er etablering af en længerevarende personlig relation, baseret på tillid, medmenneskelighed og ligeværdighed.

Vi skaber relationer og venskaber

Vi skaber relationer mellem familier eller enkeltpersoner med flygtninge eller personer med etnisk minoritetsbaggrund for at styrke netværk og venskab på tværs af kulturer og baggrund. 

Ordningen fungerer ved, at en frivillig bliver matchet med en familie eller enkeltperson med flygtningebaggrund. Herefter sætter personerne selv rammerne for de videre samvær - hvor ofte man mødes, og hvad man vil lave. Det afhænger af lyst og interesser.

Mange mødes til kaffe og snak, hvor hverdagens store og små udfordringer kan vendes. Andre tager i biografen sammen, på udflugter med børnene eller dyrker sport sammen. 

Min mor er meget langt væk. Susanne hjælper mig, som var hun min mor. Hun hjælper mig med at læse svære breve og tager med til undersøgelser og jordemoder.

/  Senet Tekleab fra Eritrea

En ven kan styrke overskud og troen på fremtiden

En ven kan styrke overskud og troen på fremtiden

Det kan være en stor udfordring at komme til et fremmed land med en helt anden kultur og et helt andet sprog.

En ven kan styrke overskud og troen på fremtiden, og støtte en flygtning med at lære sproget, finde beskæftigelse og tage aktiv del i lokalsamfundet. 

De frivillige netværkspersoner er med til at hjælpe med livet i Danmark, til at fortælle om normer, traditioner og regler og til at yde støtte i forhold til beskæftigelse og til at forstå kulturen.

Mange af relationerne udvikler sig til reelle venskaber, hvor begge parter får meget ud af venskabet.

Sådan får man en netværksperson eller -familie

Har du flygtninge- eller etnisk minoritetsbaggrund kan du blive matchet med en netværksperson eller en netværksfamilie. Dansk Flygtningehjælp eller Røde Kors hjælper dig med at finde en frivillig, som bor tæt på dig og som deler dine interesser. 

Det vil herefter være op til jer, hvordan og hvor ofte I mødes. I beslutter også selv, hvad I vil tale om eller lave sammen. 

Kontakt os

For at få en netværksperson kan du henvende dig til enten en lokal frivilliggruppe i dit område eller kontakte os på mail, og vi vil hjælpe dig videre.
Find en frivilliggruppe i dit område
[email protected]

Bliv frivillig netværksperson eller -familie

Har du lyst til at skabe netværk på tværs af kulturer ved at sikre, at indbyggere med flygtninge- eller etnisk minoritetsbaggrund kan få en netværksfamilie eller en netværksperson?  Så meld dig som frivillig netværksperson. 

Du kan læse mere om at være frivillig og finde et ansøgningsskema på:

Bliv frivillig i DRC Dansk Flygtningehjælp

Netværksfamilier er en del af Venner Viser Vej

Vores netværksfamilieaktiviteter er en del af projektet Venner Viser Vej, som fungerer i et samarbejde imellem DRC Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors.

I nogle områder vil det være Røde Kors, som står for at koordinere aktiviteterme og i andre vil det være DRC. Når du ansøger om at være med, vil du blive tilknyttet en af organisationerne i dit lokalområde.

Læs mere om Venner Viser Vej på www.vennerviservej.dk.

Se også

Siden handler om netværk trivsel Bliv frivillig