Spring til indholdet
Frivillige
Bliv frivillig
Aktuelt

Stemmer – En stemme for verdens flygtninge

Ni personer med flugtbaggrund deler deres perspektiver på, hvad omverdenen bør vide i forbindelse med Verdens Flygtningedag i vores publikation "Stemmer - En stemme for verdens flygtninge."

I anledning af Dansk Flygtningehjælps 70-årsjubilæum og Verdens Flygtningedag, som hvert år markeres den 20. juni, har vi udgivet publikationen Stemmer – En stemme for verdens flygtninge.

Her deler ni personer med flugtbaggrund deres perspektiver på, hvad omverdenen bør vide i forbindelse med Verdens Flygtningedag. Fortællingerne viser, at mennesker med flugterfaringer har forskellige liv, erfaringer, drømme og håb. 

Resultatet er ni vidt forskellige fortællinger – fordi mennesker med flugtbaggrund, ligesom alle andre, er forskellige. 

Tak til Azra, Eric, Ghada, Kim, Kira, Rana, Ruta, Zarminah og Zoltan for at dele deres stemmer.

Du kan læse mere om de medvirkende herunder samt deres fortællinger.  


Læs online
Download pdf
Det største tab var tabet af min identitet
Azra

Det største tab var tabet af min identitet

Azra er 67 år og bor i Vejle med sin mand. Hun kom til Danmark fra Bosnien i 1992 sammen med sin mand og deres to børn. I dag er hun byrådspolitiker og har tidligere arbejdet som jurist og byrådsdommer. Hun har dansk statsborgerskab og kalder sig selv bosnisk dansker. 

I publikationen fortæller Azra om at miste sit hjem, sin karriere og den tilværelse, hun kendte – men også om et andet tab: identiteten. Hun fortæller om at starte forfra, føle sig reduceret til et sagsnummer og langsomt skabe et nyt liv. 

At leve som flygtning er at leve på håbet
Eric

At leve som flygtning er at leve på håbet

Eric er 39 år, far til fem og bor med sin familie i en mindre by uden for Vojens. Han er uddannet sygeplejerske med en kandidatgrad og arbejder som akutsygeplejerske. Derudover driver han virksomheden Happy Integration, hvor han arbejder med kulturformidling. 

I publikationen fortæller Eric om et liv delt i tre: en fredelig barndom i Congo, 14 år i en flygtningelejr i Rwanda og et nyt liv i Danmark som kvoteflygtning. Han fortæller om håbet om uddannelse, muligheder og et liv, man selv kan forme. 

En del af min identitet er at være flygtning
Ghada

En del af min identitet er at være flygtning

Ghada er 50 år og bor i Vejen sammen med sin mand, Henning. Hun voksede op som statsløs palæstinenser i Libanon og kom til Danmark som 18-årig. I dag arbejder hun som faglig konsulent i Haderslev Kommune og er uddannet cand.mag. i pædagogik. 

I publikationen fortæller Ghada om at starte forfra i Danmark, skabe et nyt liv og finde friheden til selv at træffe sine egne valg. Hun fortæller også om, hvordan det at være flygtning altid vil være en del af hendes identitet. 

Der er Rana på arabisk, og der er Rana på dansk
Rana

Der er Rana på arabisk, og der er Rana på dansk

Rana er 59 år og kom til Danmark fra Syrien i 2016. Hun er mor til to sønner og er uddannet børnelæge med 15 års erfaring. Da hendes lægeuddannelse ikke kunne godkendes i Danmark, videreuddannede hun sig til pædagogisk assistent og arbejder i dag med børn med funktionsnedsættelser. 

I publikationen fortæller Rana om at starte forfra i Danmark, vente to år på at blive genforenet med sine børn og langsomt finde sig selv i et nyt sprog og et nyt liv. 

Jeg har sikkerhed, men jeg savner min familie
Ruta

Jeg har sikkerhed, men jeg savner min familie

Ruta er 37 år og bor i København med sine tre børn og sin kæreste. Hun kom til Danmark fra Eritrea i 2014, uddannede sig til social- og sundhedshjælper og arbejder i dag inden for området. Hun drømmer om en dag at videreuddanne sig til social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske. 

I publikationen fortæller Ruta om ikke længere om, hvad hun skal spise – men om, hvem hun skal spise sammen med. Hun fortæller om at starte forfra i Danmark, at finde fællesskaber og skabe et nyt liv, samtidig med at savnet af familien stadig fylder. 

Jeg kan ikke vende tilbage
Kim

Jeg kan ikke vende tilbage

Kim er 66 år og kommer fra Vietnam. Hun kom til Danmark i 1981 og bor i dag i Aarhus-området. Hun er uddannet pædagog og arbejder som alternativ behandler. Derudover engagerer hun sig i kulturforeningen ViDa, som arbejder for at skabe fællesskab mellem vietnamesere og danskere. 

I publikationen fortæller Kim om livet som bådflygtning, om at skabe et nyt liv i Danmark og om savnet efter det hjemland, hun ikke føler, hun kan vende tilbage til. 

Jeg kendte ingen
Kira

Jeg kendte ingen

Kira er 18 år og kommer fra en lille landsby i Ukraine. Hun kom til Danmark som uledsaget ung i sommeren 2025. I dag bor hun på et kollegium i Aarhus og går i skole. 

I publikationen fortæller Kira om at komme til et nyt land uden sin familie, om at finde modet til at sige fra og om at skabe en ny hverdag. 

Verden har glemt afghanske kvinder
Zarminah

Verden har glemt afghanske kvinder

Zarminah er 53 år og bor i København. Hun arbejder som teamkoordinator på et af Granhøjens bosteder i Nykøbing Sjælland. Hun studerede medicin i Afghanistan, indtil Taliban kom til magten, og kvinder blev forbudt at studere. I 2003 kom hun til Danmark som FN-kvoteflygtning. I publikationen fortæller Zarminah om at miste muligheden for at uddanne sig, om at starte forfra i Danmark og om aldrig at give slip på lysten til at lære. Som en stille protest mod det, der blev taget fra hende.  

Der er meget mere had i dag
Zoltan

Der er meget mere had i dag

Zoltan er 85 år og kom til Danmark fra Ungarn i 1965 sammen med sin kone, Gizella. Gennem sit arbejdsliv har han blandt andet arbejdet som maskintekniker, teknisk tegner og skibsmontør. I publikationen fortæller Zoltan om betydningen af at føle sig velkommen, og om hvordan han oplever, at der i dag er mere modstand og flere negative holdninger over for flygtninge, end da han selv kom til Danmark. 

Verdens Flygtningedag er en international mærkedag udpeget af FN

Den markeres hvert år den 20. juni for at øge bevidstheden om de globale flygtningekriser og de bagvedliggende årsager som krig, forfølgelse, vold og klimaforandringer. Markeringen har også til formål at anerkende flygtninge over hele verden – og for at sætte fokus på deres styrke, håb og rettigheder.