Spring til indholdet
Frivillig i Dansk Flygtningehjælp
Bliv frivillig
Materialer til frivillige

Materialer til sprogtræning

I værktøjskassen finder du idéer og materialer, der gør sprogtræningen sjov, varieret og nem at gå til – både online og til sprogtræning i fysiske rammer.

Vi har samlet en håndfuld digitale hjælpemidler og sjove aktiviteter – alt fra apps og spil til idéer til samtaleemner – der kan støtte, motivere og engagere deltagerne i sprogtræningen.

Sprogtræning kan foregå på mange måder: fra uformelle samtaler over en kop kaffe til faste, målrettede aktiviteter, der følger deltagernes behov og niveau. Det kan tilpasses deltagernes niveau, uanset om man er nybegynder eller om man følger et bestemt modul på en sprogskole.

Din rolle som lektiehjælper og sprogtræner er at støtte flygtninge og personer med etnisk minoritetsbaggrund i at lære det danske sprog. Som frivillig skal man støtte og ikke undervise, men bidrage til at skabe trygge rammer, hvor deltagerne kan bruge sproget i praksis, styrke deres sproglige selvtillid og bygge bro mellem læring og hverdagsliv.

I denne korte video kan du se, hvordan seniorcaféen i Aarhus arbejder med sprogtræning


Inspirationsguides

Inspirationsguides

Vi har samlet et par udførlige guides, der kan inspirere til hvilke aktiviteter, man kan udføre under sprogtræningen, hvilken rolle man har som frivillig lektiehjælper og sprogtræner, og til hvordan man kan opbygge en sprogcafé.

Dette hæfte er inspiration til frivillige, der hjælper voksne med lektier fra sprogskolerne. Du kan læse om rollen som frivillig lektiehjælper og sprogtræner, og finde tips til aktiviteter I kan lave sammen, for at gøre lektiehjælpen lidt sjovere.

Læs hæftet Lektiehjælp og sprogtræning for voksne

Denne guide sætter fokus på vigtigheden af at træne hverdagsdansk med seniorer med etnisk minoritetsbaggrund og om fællesskabets betydning for sprogtræningen. Der er reportager fra to forskellige sprogcaféer, der på forskellig vis med stor succes skaber glæde og læring for deltagerne. 

I kan også finde øvelser og metoder til sprogtræningen og mere konkret inspiration til, hvordan man kan opbygge en sprogcafé.

Læs Inspirationsguide til sprogtræning med seniorer

Røde Kors har samlet erfaringer fra fire lokale frivilliggrupper i et inspirationskatalog om sprogtræning. Kataloget er udarbejdet af antropolog og sproglærer Lone Abenth Sperschneider på baggrund af besøg hos de fire afdelinger og giver et indblik i de mange forskellige måder, frivillige arbejder med sprogtræning på.

Til sidst rummer kataloget en værktøjskasse med konkrete øvelser og metoder, som kan bruges direkte i arbejdet med sprogtræning.

Læs Røde Kors' inspirationskatalog til sprogtræning


Materialer til print

Materialer til print

Her kan man finde konkrete materialer til sprogtræning, under tre forskellige emner:

  • At købe ind
  • Hos lægen
  • Danske traditioner

Materialerne er udarbejdet i samarbejde med frivillige og deltagere i Dansk Flygtningehjælps sprogcaféer målrettet seniorer.

Under hver tematik er der udarbejdet en gloseliste, man kan træne sammen, desuden små rollespil, så man kan øve sætninger og samtale med hinanden og til sidst er der et billedlotteri, med gloser fra tematikken, som man kan spille i fællesskab som en hyggelig afslutning.

Der er videre inspiration til, hvordan man kan bruge øvelserne i en sprogtræning for et lille hold på to timer i vores Inspirationsguide til sprogtræning med seniorer

Download og print øvelserne her:

Øvelser til sprogtræning: Danske traditioner

24 okt 2025

Øvelser til sprogtræning: Hos lægen

24 okt 2025

Øvelser til sprogtræning: At købe ind

24 okt 2025


Spil

Spil

Man kan med fordel inkorporere forskellige former for spil i sin sprogtræning, og mulighederne er mange! Spil er en god måde at øve det danske sprog, mens man har det sjovt. Det bryder isen, skaber grin og styrker sproget helt uden, at det føles som undervisning - og alle kan være med uanset alder og niveau.

Banko og billedlotteri kan bruges til at træne tal og ordforråd på en enkel, sjov og hyggelig måde. Konkurrenceelementet i banko er ofte en god motivationsfaktor for deltagerne.

Man kan udforme sine egne bankoplader ud fra pågældende emne for sprogtræningen eller lade sig inspirere af vores versioner af plader til banko og billedlotteri. Disse kan findes i vores Inspirationsguide til sprogtræning med seniorer.

Man kan også lave sine egne bankoplader med tal fra 1–100 (eller færre tal for begyndere) og læse tallene højt på dansk. Gentag gerne tallet og lad deltagerne sige det højt selv, før de markerer på pladen.

Billedlotteri fungerer på samme måde, men med billeder i stedet for tal. Her træner man ordforråd: læs ordet højt og lad deltagerne gentage. Tal eventuelt om ordet og om, hvordan dette optræder i hverdagen. Begge spil kan tilpasses niveau ved at bruge mere avancerede ord eller blive kombineret med små sætninger.

Skab dialog og lær nye ord gennem spørgsmål eller opgaver, der giver anledning til samtaler samt erfaringsudveksling ved hjælp af samtalekort eller -spil.

Samtalespil er også en god måde for deltagerne at øve læsning og udtale. Brug kortene som udgangspunkt for en åben samtale mellem frivillige og deltagere, eller lav små øvelser/konkurrencer, hvor man f.eks. kan stille et opfølgende spørgsmål til den, der svarer.

For de mere øvede kan man lave kategorier (mad, fritid, arbejde, rejser) eller give tidsbegrænsning for at øve hurtig formulering. Det kan være simple spørgsmål såsom “Hvad kan du lide at lave i weekenden?” eller øvelser som “Forklar, hvordan man laver kaffe”.

Man kan både købe færdige samtalekort og quizzer eller lave sine egne og printe dem selv.

Ved at anvende klassiske spil såsom AliasHvem er hvem, Vildkatten og vendespil kan deltagerne træne ordforråd, øve sig i beskrivelser og at tænke hurtigt.

Spillet Alias hjælper deltagerne med at forklare et ord uden selv at bruge ordet.

Hvem er hvem? og vendespil kan benyttes til at øve spørgsmål og udforme præcise beskrivelser.

Vildkatten er et godt spil til at øve og lære navne på forskellige ting fra flere forskellige kategorier.

Brætspillene bidrager derudover som en hyggelig og social aktivitet, der kan styrke fællesskabet.


Medier

Medier

Det er en fordel at inddrage forskellige slags medier i sprogtræningen. Det er både en god inspiration til aktuelle samtaleemner under sprogtræningen, hvor både aviser, film og podcasts kan åbne op for nye perspektiver samt udvide deltagernes ordforråd gennem at læse, se og lytte.

Podcasts

Podcasts kan med fordel bruges som supplement til dansktræning. Aftal f.eks. at lytte til nogle episoder mellem møderne, eller lyt til et afsnit sammen og snak om det i fællesskab. Herunder lister vi tre gode podcasts, der på lettilgængeligt dansk fortæller om relevante emner om danske traditioner og kultur.

Dansk i ørerne er en podcast på dansk til personer med et andet modersmål end dansk.

 

Podcasten består af korte afsnit, hvor der på langsomt og tydeligt udtalt dansk, fortælles om emner med relation til Danmark og danskere. Hvert afsnit ledsages af en tekst på hjemmesiden, hvor man kan læse med under lytningen.

Der udkommer en ny episode 1-3 gange i måneden, og podcasten er gratis at lytte til.

Podcasten udgives på Apple Podcast, Spotify og på podcastens hjemmeside.

Lyt til podcasten Dansk i ørerne

Denne podcast er ligeledes en podcast, hvor man i korte afsnit lærer om danske kulturelle traditioner og om det danske samfund. I et enkelt sprog får man ny viden, samtidig med at man kan udvide sit ordforråd, ved at læse teksten enten før, under eller efter, man lytter. Tilknyttet teksterne er svære ord markeret og forklaret, og det giver derfor anledning til at snakke om disse, og hvor man ellers møder ordene i hverdagen. I nogle tilfælde er ordforklaringerne dog oversættelser til engelsk, og det kræver derfor at enten brugeren eller den frivillige taler engelsk.

Lyt til Simple Danish Podcast

Koen på isen er en podcast på letforståeligt dansk, og som beskæftiger sig konkret med det danske sprog. De fleste episoder gennemgår nøje forskellige udfordringer ved det danske sprog. Det f.eks. kan være relateret til udtale eller grammatik, eller en forklaring af danske faste vendinger, der kan være svære at forstå, hvis man ikke er opvokset med sproget. Podcasten er derfor et godt redskab, hvor man i fællesskab kan lære og snakke om specifikke udfordringer med det danske sprog. Den kan høres på de fleste podcasttjenester.

Lyt til Koen på isen

Aviser og magasiner

Aviser og magasiner kan give masser af inspiration til samtaler og ordforrådsøvelser - alt fra hverdagsliv til kultur. De er fyldt med historier, billeder og nye ord og emner, som kan gøre sprogtræningen mere levende. Det kan vække nysgerrigheden og giver stof til gode samtaler.

Lokalaviser kan man bruge til i fællesskab at bladre og læse højt i sammen. Det er en tilgængelig måde at bruge små tekster i sprogtræningen, som samtidig indeholder aktuelle emner, hvor alle kan lære noget nyt om lokalområdet og samfundet.

Magasiner kan ligeledes bruge magasiner som inspiration til emner at snakke om til samtaletræning. I kan sammen lære om kendte danskere eller livsstil, eller måske lave en opskrift i fællesskab og udvide ordforrådet gennem en aktivitet.

Tilbudsaviser er gode at bruge til at træne ordforråd ved at kigge på varerne og tallene, og sige dem højt. Man kan også snakke om, hvad man kan lide at spise eller købe, hvor man køber ind henne, og eventuelt gå ud og handle sammen ud fra tilbud og snakke om varerne, hvor de kommer fra og hvad de koster.

Film og TV

På regnvejrsdage kan det være hyggeligt at aftale at se en spillefilm eller dokumentar på dansk sammen og have danske undertekster til, så det er lettere at følge med. Efterfølgende kan I snakke sammen, stille spørgsmål til filmen og diskutere indholdet. Det er også en god hjemmeopgave at se nogle afsnit af en serie hver for sig og derefter mødes om den i fællesskab til samtale og reflektion om seriens indhold og tematik.

Filmstriben tilhører bibliotekerne i Danmark, og alle med bibliotekslogin kan gratis låne et helt katalog af film og serier. Der er mange danske filmhits og serier, som kan være relevante at bruge som en del af dansktræningen for borgere med etnisk minoritetsbaggrund. I kan f.eks. vælge en relevant film, der passer ind i en tematik, I har haft til samtaletræning, eller se nogle episoder af en serie hjemmefra og snakke om det til samtaletræningen. Vær opmærksom på, at der er begrænsning på, hvor meget man må se gratis pr. Måned.

Login på Filmstriben

På DR ligger der ligeledes et hav a danske serier og film. Samtidig er der også TV-programmer om dansk livsstil, hverdag og traditioner, som ligeledes kan være relevante at bruge til samtaletræning. Det kan være en stor fordel at slå danske undertekster til mens man ser programmer på dansk – det hjælper både på at træne læsningen og øger samtidig forståelsen.

Se programmer på dr.dk her 

DR Ligetil kan bruges til at læse nyhedsartikler i et lettilgængeligt layout og sprog. I kan øve at læse højt for hinanden og derefter snakker om indholdet.

Trykker man på ordbogen for hver artikel bliver nogle af de svære ord i teksten markeret og har en lille forklaring. På den måde kan siden også bruges til at udvide brugernes ordforråd indenfor aktuelle tematikker.

Gå til DR Ligetil

 

DR Ligetil Undervisning

På DR Ligetil Undervisning er der et tema til sprogskoler, med små øvelser til forskellige danske sproglige udfordringer. Der er små opgaver til udprint og guides til, hvordan man bruger materialet under de forskellige tematikker.

Få til DR Ligetil Undervisning


Digitale værktøjer

Digitale værktøjer

Her er inspiration til apps og hjemmesider, som er brugbare til sprogtræning. Oftest er det tilgængeligt at bruge dem individuelt, men for mange er det en fordel at gøre det i fællesskab med en frivillig lektiehjælper eller sprogtræner, så er der også plads til at stille spørgsmål og have uddybende samtaler, om det, man lærer.

Dansk Sprognævn har flere brugbare sider. Deres side om grammatik kan bruges til at slå ord, stavemåder og grammatiske regler op. Det er perfekt som opslagsværk, hvis der opstår tvivl under en samtale eller opgaveløsning.

I kan også slå ord op sammen og tale om betydningen og brugen af relevante ord i fællesskab.

Se Dansk Sprognævns side om sproghjælp

På Sprognævnets side med inspirationsmaterialer findes en masse forskellige gode redskaber, man kan bruge til dansktræning. Gå på opdagelse på siden og find lige hvad der passer til jer!

Se Dansk Sprognævns side med inspirationsmateriale 

I denne app finder du et hav af interaktive lektioner og emner til sprogtræning, f.eks. om indkøb, arbejde, fritid.

Der er også en masse øvelser til at træne ordforråd og til at øve små samtaler ud fra hverdagssituationer.

Læs mere om Mondly

Her er der fokus på at lære og huske nye ord og sætninger gennem gentagelser og billeder. Appen kan bruges til at styrke og opbygge ordforråd under sprogtræningsaktiviteten eller som en lille “hjemmeopgave”. Lektionerne i appen kan tilpasses deltagerens niveau. Fungerer bedst på telefonen.

Læs mere om Memrise

En spilbaseret app hvor deltageren får point og stiger i niveau, mens der bliver øvet læsning, skrivning og lytteøvelser.

Man træner også udtale, hvilket kan være motiverende for både begyndere og øvede. Appen skal downloades til telefonen.

Gå til Duolingo

Fagligt netværk for sprogtrænere

Fagligt netværk for sprogtrænere

Vær med i det faglige netværk for sprogtrænere. Netværket mødes et par gange om året.

Med faglige netværk bringer vi frivillige sammen på tværs af frivilliggrupperne. Her kan du få inspiration til din aktivitet, og du kan møde frivillige fra andre grupper, der er frivillige i samme type aktivitet som dig.

Læs mere om faglige netværk og se kommende møder

Dette er et levende site, hvor I som frivillige eller brugere er meget velkomne til at kontakte os, hvis I har inputs til, hvad I kunne mangle af inspiration til i de forskellige sprogfællesskaber. I må også meget gerne skrive til os, hvis I har nogle gode erfaringer eller forslag til konkrete materialer eller medier, vi skal linke til, som I har haft glæde af under sprogtræning.

Find flere materialer til frivillige

Materialer og inspiration til aktiviteter
Oversigt over materialer til frivillige

Materialer og inspiration til aktiviteter

Se materialer
Materialer om Frivilligbasen
Materialer til frivillige

Materialer om Frivilligbasen

Se materialer
Siden handler om sprogtræning