Oversigt over aktiviteter
Kvindefællesskaber | Kvinder i Fællesskab
Fællesskaber for kvinder med flygtninge- eller minoritetsetnisk baggrund, som ønsker støtte og inspiration på vejen mod job.
Med projektet "Kvinder i Fællesskab" samler vi kvinder, der gerne vil tættere på job.
I flere byer kan man blive en del af et lokalt fællesskab, hvor kvinder mødes og støtter hinanden. Her er der plads til at dele erfaringer, stille spørgsmål og få nye perspektiver. Målet er at styrke vejen til arbejde og give flere mod på at tage næste skridt.
I grupperne mødes 8–10 kvinder sammen med frivillige, som selv har lignende erfaringer. Sammen taler de blandt andet om:
- Arbejdspladskultur i Danmark
- Kønsroller, identitet og drømme
- At være mor og samtidig være på arbejdsmarkedet
- Balance mellem familie- og arbejdsliv
- Helbred og trivsel i relation til job
- Motivation og tro på egne evner
Som en del af forløbet møder deltagerne også lokale arbejdspladser. Det giver indblik i hverdagen på en arbejdsplads og mulighed for at udvide sit netværk.
Projektet handler om at finde nye veje ind på arbejdsmarkedet. Vi arbejder med, hvordan fællesskab og frivillige kan gøre det lettere at komme i gang og føle sig som en del af et arbejdsliv.
Tanken er enkel: Når man er flere, kan man mere. Ved at støtte hinanden og dele erfaringer bliver det lettere at tage skridt mod job.
Her finder du kvindefællesskaberne
Vi er i gang med at opstarte kvindefællesskaber i disse byer: Rudersdal, Albertslund, Glostrup og Ringsted.
Sådan deltager du som kvinde
Vil du møde andre kvinder, som også leder efter arbejde? Har du flygtninge-, ikke-vestlig eller østeuropæisk baggrund? Vil du gerne udvide dit netværk og lære mere om arbejdskulturen i Danmark? Så kan Kvinder i Fællesskab være noget for dig.
Her kan du:
- Finde nye strategier og redskaber til at søge job
- Få inspiration og rådgivning
- Møde lokale arbejdspladser
- Dele erfaringer med andre kvinder
- Blive støttet af frivillige med lignende baggrund
- Hygge dig og skabe nye relationer i et trygt fællesskab
Det er gratis at deltage, og du vælger selv at være med.
Du er altid velkommen til at kontakte os for at høre mere om fællesskaberne i dit område.