Oversigt over aktiviteter
Psykosociale gruppeforløb | MindSpring
Psykosociale gruppeforløb efter MindSpring-metoden, hvor frivillige trænere gennem fællesskab og erfaringsudveksling styrker deltagernes ressourcesyn og indflydelse på egen livssituation.
MindSpring er psykosociale gruppeforløb for flygtninge og personer med etnisk minoritetsbaggrund. Her mødes ligesindede med samme baggrund og sprog i et fællesskab om at støtte hinanden gennem erfaringsudveksling i psykosociale spørgsmål og kulturelle samt eksilrelaterede udfordringer.
MindSprings særlige fokus er at øge deltagernes bevidsthed om egne psykosociale reaktioner og viden om stress, traumer, identitetsforandring og kultur samt styrke dem i deres ressourcesyn og indflydelse på egen livssituation.
Et gruppeforløb foregår over 9-10 mødegange med op til 10 deltagere, der mødes en gang om ugen over en periode på cirka 2 måneder. Forløbet er som udgangspunkt på deltagernes modersmål og baseret på en manual, hvor hvert gruppemøde er beskrevet med oplæg og øvelser under et tema, som handler om identitet, mødet med en ny kultur, stress og traumer, ensomhed og fællesskaber m.fl.
Forløbene faciliteres af to trænere: En frivillig MindSpring-træner, der er peer, som selv har flugterfaring og taler samme sprog som deltagerne, og en medtræner, der er fagpersoner og ansat i det regi, hvor forløbet finder sted.
Gruppeforløbene afholdes i alle regioner i landet afhængig af den lokale efterspørgsel. Typisk vil et forløb finde sted i for eksempel boligsociale områder, på skoler, ungdomsinstitutioner eller lignende. Et forløb etableres i samarbejde mellem en lokal vært (eksempelvis en kommune eller boligsocial helhedsplan) og MindSpring Kompetencecenter.
Vi tilbyder MindSpring-gruppeforløb for børn (9-14 år), unge (15-30 år), forældre og seniorer (55+ år).
Om MindSpring-metoden
MindSpring-metoden blev udviklet af den hollandske psykolog Poul Sterk. Han ønskede at forebygge psykiske, sociale og familiemæssige udfordringer blandt flygtninge og asylansøgere ved at styrke deres handlekompetencer og bevidsthed om egne reaktioner på stress og traumer. Metoden bliver brugt i flere lande, herunder Danmark, Holland, Belgien, Tyskland, Wales, Finland, Island, Estland og Litauen.
Siden 2010 har MindSpring Kompetencecenter i Dansk Flygtningehjælp implementeret og
videreudviklet metoden i en dansk kontekst for børn, unge og forældre og seniorer. Vi har siden haft 400 forløb for mere end 3.800 flygtninge og personer med etnisk minoritetsbaggrund samt uddannet 300 frivillige og fagprofessionelle trænere.
Læs mere om Mindspring i Dansk Flygtningehjælp
Læs mere om Mindspring Kompetencecenter
Hvordan kan man blive deltager i et MindSpring-forløb?
Hvis man ønsker at deltage i et MindSpring-forløb kan man spørge sin nærmeste kontaktperson i kommunen, sin lærer eller en boligsocial medarbejder for at høre, om der tilbydes MindSpring lokalt.
Man er også altid velkommen til at kontakte os for en snak og for at få råd og vejledning i forhold til at blive tilknyttet et forløb eller andre indsatser i Dansk Flygtningehjælp.
Se, hvem du kan kontakte hos Dansk Flygtningehjælp nederst på siden her.